Litteratur

Hvad lytter Deniz Kiy til?

Deniz Kiy er nomineret til DR Romanprisen 2026 for sin roman "Blokkene" og du kan møde ham til Roskilde Litteraturfestival 30. maj. Her fortæller han, hvad han selv læser og lytter til lige nu.

Af Ann Luther Torp

Foto: Sara Galbiati

Hvad læser eller lytter du til lige nu?
I øjeblikket er jeg enormt optaget af den russiske komponist  Sjostakovitj og hans symfoni nr. 5. Det er som et fald fra himlen. Tragisk og stort! 

Hvilke bøger vil du anbefale andre at læse?
I øjeblikket læser jeg "Ixelles" af den svenske forfatter Johannes Anyuru. Romanen tager (ligesom Blokkene) udgangspunkt i et socialt boligbyggeri, der skal jævnes, og hvor en ung brun død mand spøger. Igennem en række guld-cd’er, der er i omløb blandt kvarterets unge mennesker, taler den afdøde mand, som var han stadig i live. Som en slags frelser, en messias, der vil hente de utilpassede unge og føre dem med sig hen til et sted, et rum mellem virkelighed og fiktion, hvor de sammen kan få lov at eksistere. En stor roman, som jeg mærker et slægtsskab til. 
Og apropos virkelighed og fiktion, så lytter hovedpersonen Ruth på et tidspunkt til Shostakovichs symfoni nr. 5 – for mig var det et klart og meningsfyldt sammenfald imellem mig selv og romanen.

Hvad betyder biblioteket for dig?
Hvad betyder biblioteket ikke for mig? Det er her, jeg besøger børneafdelingen med min søn. Her jeg sidder og skriver og fordyber mig. Her jeg låner adskillige bøger ad gangen og printer kladder fra igangværende projekter ud. Hvis ikke vi havde et åbent og tilgængeligt bibliotekssystem, som vi har i Danmark, ville vi virkelig være et fattigt land. Biblioteket er et af de få tilbageværende steder, vi har, som, udover at være fri for kommercielle interesser, er et samlingspunkt for den almene borger, hvor kultur, litteratur, tænkningen og videnskaben gøres tilgængelig, om man er fattig eller rig. Biblioteket er helt klart en af de vigtigste institutioner, vi har, og det kan ikke gøres op i kroner og ører.

Din roman ”Blokkene” er en socialrealistisk fortælling med magiske elementer indvævet. Som da Alil får besøg i kiosken af sin døde ven Adam. Hvilken afdød romanforfatter ville du gerne have besøg af, og hvorfor?
Jeg forestiller mig, at Kafka og jeg kunne have nogle fremragende samtaler om fremmedgørelse og dens labyrintiske væsen. 
 

Du kan møde Deniz Kiy til Roskilde Litteraturfestival 2026. 
Festivalen er for alle, den er gratis, og den finder sted lørdag d. 30. maj på Roskilde Bibliotek, i Bibliotekshaven og i Kreativt hus for børn. Se hele programmet her: Roskilde Litteraturfestival 2026 | Roskilde Bibliotekerne